Senmiddelalderen- tiden mellem pesten og reformationen

Senmiddelaldrene er perioden mellem 1340-1536. Dens sorte død havde hævet Danmark og befolkningstallet blev næsten halveret fra 1347-1352. På grund af denne massive befolknings udnyttelse skete der mange ændringer i samfundet. Bønderne fik beder forhold og mange landbrug blev omlagt.  Kalmarunionen forstærkede norden politiske sammenhængskraft og Danmark vandt en del af magten i norden. Senmiddelaldrene var også perioden hvor adelen for alvor begynde at blande sig i de indenrigs politiske spørgsmål, da de krævede deres magt i konges lovgivning. 

I perioden var der mange forskellige regenter i Danmark.  Specielt kan Christian 1 og Magrethe den 1. trækkes frem.  

 

De vigtigste begivenheden i senmiddelaldrene

•  Grevens fejde: borger og bønder vs. Adelen- en borgerkrig med udelands indblanding.

• Kalmarunionen: Styrkelsen af Samarbejdet mellem Danmark, Sverige og Norge.

• Godsejeren og bøndernes rettigheder: bedre rettigheder for bønderne og godejernes stigende herredømme

• Handel i senmiddelaldrene: voksende økonomien og øget eksport.   

 

Kalmarunionen – United nations of the north.

Den 17. juni 1397 oprettede Magrethe den 1.  Personalunionen mellem Norge (her igennem også Island, Grønland, Færøerne og Shetlandsøerne, da de lå ind under Norge på dette tidspunkt), Sverige (her ved også Finland) og Danmark.  Unionen skulle sikre og styrke de nordiske lande udad. Unionen havde magtcentrum i Danmark, dog blev landene realt regeret efter nationale love og man bibeholdte de nationale traditioner. 

Baggrunden for unionen opstod da Magrethe 1. opnåede magten over hele norden. Forløbet var som følger: da Valdemar Atterdag dør i 1375 efterlader han sig kun to døtre: Ingeborg (gift med fyrsten af Mickelborg) & Margrethe den 1. (gift med den svenske kong Haakon VI af Norge i 1363). Sammen med kong Håkon havde Magrethe en søn: Oluf den 1. Han blev efter sin morsfars kronet til konge i Danmark, han regerede landet fra 1375-85- dog var landet egentligt styret af Magrethe 1. pga. Olufs unge alder. I 1380 dør Håkon af Norge- herigennem får han magten over Danmark samt Norge. Oluf dør som 16-årig og Magrethe bliver rigsstyrer over begge riger. Nu opstår problemet, der er ingen mandlige arvinger til den danske trone. Derfor adopterer Margrethe sin søsters datters søn: Erik af Pommern. I Sverige overtager Magrethe den 1. magten ved at vende det svenske autokrati mod den tyske konge, Albrecht af Mecklenburg. Herigennem bliver unionen oprettet.

Erik af Pommern vælges til konge over de 3 Kalmar unionslande i 1397. Dog er det egentligt Magrethe der har det sidste ord. Magrethe dør i 1412 og overlader nu scenen fuldstændig til Erik. Han overtager opgørene mellem Danmark og Holsten angående magten over Slesvig. Dette opgør får senere hen betydning da Hansestæderne vender sig mod Danmark. Der udbryder også krig mellem disse tidligere ellers allierede. I 1432 måtte han overlade Slesvig til Holstenerne.  I forbindelse med finansieringen af denne krig udskrev Erik af Pommern udskriver forhøjede skatte i hele norden. I 1434 bondeoprøret mod de hævede skatter i Sverige. I1436 fulgte et lignede oprør i Norge. Erik af Pommern afsættes som konge over Danmark og Sverige i 1439 på grund af stigende utilfredshed med kongen i alle Kalmarunionslandene. Magten i unionen overgik nu til Christoffer af Bayerne. I forbindelse med overdragelsen af troen sker det en svækkelse af den danske centralisering af magten.

Christoffer Af Bayern dør barnløs i 1448. Svenskerne kroner stormanden Karl Knutsson til kongen. Danmark vælger på samme tidspunkt Christian af Oldenburg (Christian den.1.)til konge. Kampen om magten er startet- det var Sverige mod Danmark – som ved VM i 1992. Denne gang sejrede Danmark. I 1457 bliver Christian 1. også konge i Sverige, Men kun for en kort periode. I 1464 bliver Karl Knutson konge over Sverige igen.

Christians søn Hans vælges til konge over alle de 3 nordiske riger i 1513. Dette var kunstigt åndedræt for at bibeholde Kalmarunionen. Han tilbagerober Sverige i 1520 pga. interne stridigheder i landet.  Det Stockholmske blodbad, 7-10. november 1520, her dræbes 82 af Christians 2. værste svenske fjender. Men alting er ikke fred og fornøjelighed. Allerede i 1521 opstår der oprør i Sverige og, Christian mister herredømmet i Sverige. Herefter træder den svenske stormand Gustav Vasa til som svensk konge i 1523.

Dette bliver Kalmarunionens endeligt. Perioden men forende nationer i norden slutter. Dog er Norge og Danmark i union med hinanden indtil Norges frigørelse i 1814.   

Grevens Fejde – bønder, tømmer, jyske knejte- nu skal vi sejre i grevens fejde.

 

Denne borgerkrig varede fra 1534-1536. Dog blev borgerkrigen ikke kun udkæmpet blandt jyske knejte og dansk gestlige, også udenlandske magtforhold spiller ind i forhold til udviklingen af konflikten. Det var borger og bønder vs. adelen.

Baggrunden for konflikten opstod efter Frederik den 1´s død i 1533. rigsrådet kunne ikke enes om hvem der skulle være den nye kong. Fredriks ældste søn, Hertug Christian af Slesvig-Holsten, havde vist at han var tilhænger af de nye lutherske tanker. Derfor kunne man ikke opnå de katolske præsters bistand som der var behov for ved en kroning. Den anden valgmulighed var den fængslede Christian den anden. Han var bøndernes favorit, især omkring København og Malmø. Disse byer lavede en alliance med den nordtyske by Lübeck. Lübeckerne lejede, Grev Christoffer af Oldenburg til at føre en hær til erobringen af Danmark. Dette er den hør vi kende som grevens fejde.

I sommeren 1534 går grevens fejde i land ved Skovshoved og indtager på få uger både Sjælland og Skåne. Adelen var nu overbevist om at de ønskede at byde Hertug Christian den Danske trone. Dette er den man vi kender som Christian den 3.

Christian den 3. hyrrede Johan Rantzau til at angriber Lübeck for at holder Lejehæren i skak. Der var nu et bredt folkeligt oprør på Fyn, dog blev dette knust af Christian den 3. Grev Christoffer eroderer Fyn. I Jylland udbryder et lignede oprør- her rejser bønderne fra Nord- og Vestjylland under ledelse af Skipper Clement. Man plyndrer i denne tid mange herregårde og brænder dem ned for at demonstrer sin magt. Dog var ikke et lige nemt forsøget på at nedkæmpe adelen.

I november sluttes der fred mellem Lübeck og Holsten. Rantzaus lejetropper begynder at bevæge sig mod nord og nedkæmpningen af Jylland. Kort før jul indtager de Ålborg- der ellers var bondeoprøret hovedby. Skipper Clement fanges og dødsdømmes.  Den skånske adel frigjorde sig fra grev Christoffer ved hjælp fra den svenske konge. I foråret i 1535 skete en stor tilbage gang for de borgelige i og i juni 1535 vinder Rantzaus hær over oprørene på Fyn. Turen forsætter over Sjælland, til det standhaftig København, der belejres.

I 1535 modgangen i krigen satte gang i et bystyre revolution i Lübeck. man indleder straks fredforhandlinger med Christian 3. den endelige fred kom i februar 1536.

Den endelige afslutnings dag kommer i det at KBH overgiver sig for belejringerne den 29.juli 1536.

Da Christian den 3. overtager magten sættes de katolske bisper i august 1536. her efter gennem føres reformationen og Danmark over går til Lutheranismen.

Statsmageten i senmiddelalder

Kirke og kongeriget blev slået mere sammen.
Sammen sikrede de sig lovgivningen og domsmagten, samt evnen til at føre krig.
Til kongens riger og lande hørte udover kongeriget Danmark også kongeriget Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
Frem til reformationen havde Norge sit eget rigsråd.
I 1400-tallet blev trænet soldater ansat. De blev lejet i Nordtyskland.
Kun kongemagten havde den økonomiske kapacitet til at anskaffe kanoner og bygge fæstninger, der kunne modstå angreb med kanoner.

 Godsejer i senmiddelalderne

Omkring midten af 1400 tallet var situationen efter pesten blevet stabiliseret.  Befolkningstallet begyndte at vokse igen og dette skabte mere uro, ca. de sidste 100 år af middelalderen var stærkt præget af bondeoprør og sociale uroligheder. Det stigende befolkningstal kom også til at betyde at der var flere mennesker at vælge imellem når man skulle ansætte, derved blev kravene sat højere op.  Godsejerne kunne også så småt begynde at udnytte fæstebønderne som arbejde for dem.  I de sidste år af 1400 tallet blev vornedskabet indført som omhandler at fæstebøndernes sønner blev forpligtet juridisk til at blive på det gods hvor de var født, dvs. de mistede muligheden til at flytte.  Bønder fik adgang til fiskevand og skove dog skulle de betale for det. For bønder var det stadig ulovligt at jage.

Christoffer af Bayern blev valgt til konge den 9. april 1440 han havde dog ikke den totale magt over Sverige, Norge og Danmark han skulle forhandle med tre rigsråd når han skulle have gennemført noget. Rigsrådets politik gik dog mest ud på at der fandtes en indenlandsk regering, dom kunne træde til når kongen var væk, og at rigets indtægter blev brugt fornuftig, fornuftigt for rigsrådet betød at indtægterne skulle bruges med stor interesse på adelige privilegier. Rigsrådene fik mere og mere magt og det betød at der blev stillet tvivl ved kongefællesskabet ved Danmark i Sverige og Norge. Dette skabte uroligheder. Det lykkedes at holde på Norge imens Sverige forsvandt stille. Christoffer af Bayern døde allerede i 1448, og han efterladte ingen børn så rigsrådet måtte ud og finde en ny udenlandsk fyrste.  Rigsrådet besluttede sig for at vælge Christian 1, derved kom Oldenborgerne på den danske trone, hvor de blev siddende til 1863. Christian 1 havde dog ikke den totale magt, da han gik med på en håndfæstning som betød at rigsrådet havde medbestemmelse i de vigtigste sager. Dog brød rigsrådet en regel da de selv valgte en konge. I Kalmarunionen var der lavet en aftale om fælles kongevalg. Dette betød at Sverige valgte en indfødt adelsmand til konge, Karl Knutsson. Dette skabte uro og et kæmpe kapløb om hvem der skulle være konge i Norge, en kamp som Christian 1 vandt, denne episode brød Kalmarunionen, dog blev det besluttet i 1450 at den skulle genoprettes igen.

 

Handel i Danmark i senmiddelaldrene– en økonomi i vækst

Før 1400-talltet havde de såkaldte skånemagter haft stor betydning internationalt.  Skåne markederne havde ellers været Danmarks anden største indkomstkilde efter øresundstolden. Her havde man hentet sine importvarer, derfor måtte man skabe sig flere og flere udenlandske kontakter for at kunne handle.   Indtægten kom i højere grad fra sildehandlen og eksporten af årligt ca. 300.000 tønder saltesild.  Denne eksport stod Hansestædernes købmænd hovedsageligt for.

I løbet af 1400-tallet voksede presset på de danske købmænd, da England og Holland begyndte at sejle direkte gennem Øresund og til handeles pladserne i Baltikum og Preussen. Her handlede de især med korn og tekstiler. Ved denne udvikling mistede også hansestæderne en del magt, da de tidligere havde været mellemled mellem Vest og Østeuropa.

I løbet af 1400-tallet voksede befolkningen i Europa. Der var brug for mere mad og derfor startede Danmark en eksport af bøde levende og slagtede kvæg.  Det var især tidligere godejere, der nu pga. pestens indhug i arbejdskraften, var købmænd der stod for denne eksport.

Ved den stigende import opstod stører økonomisk overgruppe og martielle forskelle i befolkningen sås i høj grad i forhold til antallet af udenlandske genstande i huset, dette kunne være glaskunst eller krydderier fra østlige lande. 

Købstandsforordning blev oprettet for at sikre at udenlandske købmænd kun kunne handle i byerne på markedspladserne og derved skulle betale skat til kongen. Herved var kongen sikker på at han ikke gik glip af nogen skatter. Disse skatter skulle han bruge til at investere selv i landet og riges interesser, dog siges det at mange af dem røg direkte i hans egen lomme. 

 

 

Magrethe den 1. – Danamarks første kvindelige offelige leder.

Magrethe blev født i 1353 af Dronning Helvig som var gift med Valdemar Atterdag. Da hun var 6 år blev hun gift med Håkon den 6. Allerede som 10.årig blev hun gift med den nu 8 år ældre Svensk – norske konge. 7 år efter får hun sønnen Oluf som nu skal være arving til den norske trone.

Magrete havde stor magt i Danmark efter sin fars død 24.okt.1375, da hendes søn var udvalgt som tronfølger i Danmark- men han var kun 4-år ved sin indsættelse. Derfor valgte man at indsætte en formynderregering bestående af rigsrådet og hans mor, Margrethe. I 1380 bliver Oluf også konge over Norge- her får Magrethe fuldmagten til at tage sig af Norges udenrigspolitik. I 1385 blev Oluf myndig. Han regerede herefter – dog under opsyn fra moderen – Danmark og Norge indtil sin død 3.agusust 1387.

En uge efter sin søns død havde Magrethe fået magten som risstyrer her i landet, indtil man fandt en ny konge. I Norge valgte man at hun skulle forblive risstyrer indtil sin død, dog ville man sikrer arvefølgen. Man valgte Magrethes søsterens datters søn: Erik af Pommern (Bugislav) til arving efter denne slagfærdige kvinde.

I 1389 hylder Norge Erik til konge, dog regere Magrethe stadig da han kun er et barn. I 1388 lover Magrethe at støtte en række Svenske stormænd id deres oprør mod Albrecht den 3 af Mecklenburg. Den 24.feburar 1389 slog den Svensk-Danske-Norske hær den Mecklenburgske fyrste og Magrethe overtager magten over Sverige. Dog skal der en krig til at overtage Stockholm – så hele Sverige var i hendes hånd i 1398.

I 1396 bliver Erik af Pommern Myndig og derfor blev han kronet til konge i Danmark & Sverige. I forhold til lovgivningen så man med det samme en stærk kongemagt. Man udskrev ekstra skatter, forbød adelen at bygge borge og konfiskerede krongods fra Norge og Sverige. Samtidig indførte man Kalmarunionen mellem de nordiske lande og en stæk fælles stat var startet.

I hendes sidste leveår forsøgte Magrethe at vidne magten over Slesvig. I 1386 havde hun overladt disse områder til Holsten. I 1404 døde hertug; Gerhard. Her var Magrethe Starks på banen og blev formynder over hans enke. Hun brugte denne magt til at tage pant i hertugdømmet, som i 1401 førte til krig hun sikrede sig magten over Flensborg i 1412. dette blev også hendes død. Hun døde af pest den 28.oktober 1412.

Herved slutter tiden og historien om Danmarks først rigtige magtfulde kvindelige leder. Der skulle gå ca. 800 år før en kvinde opnåede samme brud med traditionelle mandlige magt-og lederstillingen. 

 

 

Christian 1

I 1448 blev Christian valgt som dansk konge, året efter tog det norske rigsråd ham til norsk konge. Christian 1 kom fra oldenborgerne og de kom til at sidde på Danmarks trone til 1863.

Christian 1 kunne ikke reagere og bestemme alt selv i starten af hans periode som konge, han måtte acceptere en håndfæstning, hvor han lovede rigsrådet medbestemmelse i vigtige sager. Det var dog rigsrådets første hensigt at kongemagten skulle gå til rigets gamle fjende Adolf som var hertug af Slesvig og greve af Holsten, da de gerne ville have at Slesvig og Holsten skulle høre til Danmark. Dog henviste Adolf, Christian til posten i stedet for, som i forvejen var beslægtet med det daværende danske kongehus, dog meget langt ude. Da rigsrådet valgte Christian 1 til konge brød de dog en regel i Kalmarunionen. Reglen lød på at der var fælles kongevalg i Kalmarunionen. Så Sverige gjorde det samme uden at føle de gjorde noget forkert, de valgte den indfødte adelsmand Karl Knutsson til konge. Efter dette udbrød en periode hvor der var kamp om at blive konge i Norge af de to konger, dette vandt Christian 1 formentlig fordi han havde de stærkeste ressourcer. Dog fandt disse problemer en foreløbig afslutning i 1450, hvor det blev aftalt at kongefællesskabet i Kalmarunionen skulle genoprettes så snart der var en åben lejlighed for det. Igennem en længere periode har Danmark og Sverige være på kanten med hinanden, først i 1457 smed Christian 1 sammen med et svensk oprørsparti Karl Knutsson på porten. Dog skete det samme for Christian 1 i 1464. Efter disse episoder var det slut med kongefællesskabet imellem Danmark og Norge på den ene side, og Sverige på den anden, bortset fra i et par korte perioder. Dette var et kæmpe problem som var på den politiske dagsorden frem til 1523. Perioden blev dog præget en del. I Sverige betød det der kom flere voldelige politiske magtkampe mellem forskellige grupperinger, som enten ønskede eller ikke ønskede den danske konge på tronen, andre brugte muligheden for at fremme deres egne ambitioner. I Danmark betød det at der kom store dræn på statskassen hvilket gav konsekvenser, som ekstra beskatning af befolkningen.

I 1460 lykkedes det for Christian 1 at komme i besiddelse af Slesvig og Holsten da hertug Adolf var død. Det kom dog til at koste dyrt, da Christian 1 først skulle udkøbe de andre arvninger med enorme summer, det var også nødvendigt med store politiske indrømmelser til det Slesvig-Holstenske aristokrati som derimod også fik gennemført at områderne aldrig måtte forenes statsretligt med Danmark. Derfor blev Christian hertug i Slesvig under den danske krone og greve af Holsten i Det Tyske Rige. Dog fik han den tyske kejser til at opgradere Holsten til hertugdømme i 1474. I 1474 foretog Christian 1 også en rejse til Rom hvor han fik pavens tilladelse til at oprette et universitet i København.

Christian 1. var en meget energisk konge og havde blik for de store linker i politik, han var dog en utålmodig person som i de senere år oftere fik ham til at fejlbedømme sine muligheder.