Den yngre enevælde, 1784-1848
Landbosamfundet
Landbosamfundet
bestod af forskellige grupper, hvor forholdet til jorden bestemte gruppernes
rang. Godsejerne ejede normalt jorden på knap 800 hovedgårde samt så godt som
alt bøndergods.
Resten var fæstebønderne, der som regel gjorde
alt arbejde. Fra sidst i 1700-tallet til
stort set slutningen af 1840erne levede 80% (800.000) af den danske befolkning
på landet. Ca. 60.000 af bønderne havde deres gårde i fæste. At være fæstebønde
ville sige at jorden man dyrkede på ikke var ens egen, men godsejerens, som til
gengæld for arbejdsindsatsen gav familien tag over hovedet og mad på bordet.
Det var hårdt arbejde, og langtfra en luksuriøs tilværelse.
De fleste boede i
landsbyer, og gårdene havde jordfællesskab. Hver bondegård havde sine agre
fordelt over hele bymarken. Man deltes altså om den gode og dårlige jord. Alle
bønder var fra 1733 til 1800 underlagt stavnsbåndet. Baggrunden for
stavnsbåndet var rekruttering til militæret og landbrugskrisen i 1730’erne.
Landbruget kunne ikke afsætte sine varer, som derfor faldt i pris. Karlene
ønskede under disse vilkår ikke at overtage godsejerens fæstegårde. Derfor
havde godsejerne brug for et stavnsbånd, der kunne forhindre karlene i at
forlade godset og blev derved frihedsberøvede. Oprindeligt var den enkelte karl
bundet, fra han var 14 år, til han blev 36, men perioden blev efterhånden
udvidet, så han til sidst var bundet fra han var 4 til
40 år. Den enkelte karl kunne lovformeligt få sit eget stavnsbånd
ophævet ved at købe fripas hos sin godsejer, hvis godsejeren ønskede det, og de
kunne enes om prisen. Men godsejeren kunne sætte prisen så høj, at en bonde
umuligt kunne betale prisen og derfor ikke kunne komme væk derfra.
Stavnsbåndet
ophæves:
Stavnsbåndet var et
ydre tegn på bondestandens mangel på frihed og lavere placering i forhold til
alle andre befolkningsgrupper i landet, som ikke var underkastet noget
tilsvarende. Denne ulighed stred mod de fremherskende ideer i Europa, der med
oprindelse i naturretten krævede frihed og lighed for alle. Stavnsbåndet blev
en skamplet på Danmark, som progressive reformtilhængere måtte opponere imod.
De konservative godsejere var imod ophævelsen af stavnsbåndet og forsøgte at
undgå dette, men uden held. I kommissoriet for den store landbokommission var
stavnsbåndets ophævelse en given ting, hvor der blot skulle findes en
fremgangsmåde, der tilgodeså alle parter. Derfor skete ophævelsen successivt
mellem 1788 og 1800, således at alle bønderkarle under 14 år og over 36 år
straks blev frigivet, en årgang hvert af de følgende år, for endelig alle
øvrige i år 1800. Til gengæld blev godsejerne fritaget for ansvaret for at
stille soldater til den udskrevne hær.
Stavnsbåndets
ophævelse var et skridt imod afskaffelsen af enevælden og et symbol på
menneskets ret på frihed.
Udenrigspolitikken indtil Wienerkongressen
Frankrig erklærede
krig mod Østrig , Preussen og England i 1792-1793. Danmark prøvede fortsat at
holde fast i sin neutralitet, men i 1793 blev Danmark kraftigt opfordret af
England, Preussen og Rusland til at vælge side og udsulte Frankrig. Danske
købmænd var interesserede i franskvenlig politik og der var en økonomisk
gevinst ved at handle med franskmændene. Noget som England opfattede som en
alliance. Danmark måtte derfor ledsage handelsskibe af et krigsskib. I
mellemtiden havde Rusland gået over på Frankrigs side, hvilket betød at Danmark
var i Englands øjne mod dem og krævede at alliancen mellem Rusland og Danmark
blev brudt. Det overhørte kronprinsen, og resulterede i Slaget på Reden 1801.
Slaget på Reden var et søslag mellem en britisk og dansk flåde. Det fandt sted
ved Københavns Red, en åben ankerplads ud for København. I over fire timer
kæmpede danske søfolk mod briterne, en overlegen fjende, der havde 1058 kanoner
mod danskernes 630. Det danske nederlag ødelagde landets flåde og tvang det danske
rige til at opgive sin neutralitet i Revolutionskrigene. Lederen af den
britiske flåde var nationalhelten Sir Lord Nelson. Han var en fremragende
taktiker, der gjorde op med forældede sømilitære doktriner, i stand til at
improvisere i en vanskelig situation og altid med et skarpt blik for
modstanderes svage side. Hans skibschefer anså det for et privilegium at tjene
under ham, og hans mandskaber beundrede ham. I hans karriere formåede han at
ødelægge den danske flåde, vandt slaget ud for Kap Trafalgar, ødelagde en
fransk flåde, der lå opankret i Abu Oir-bugten, hvorved briterne fik
søherredømmet i Middelhavet i 1798.
Herefter gik Danmark
tilbage til en defensiv neutralitetspolitik. Napoleon fra Frankrig vandt mere
og mere frem og konflikten mellem Frankrig og England spidsede til. Begge
stillede betingelser for Danmark, men i takt med at det spidsede til, tabte
England tålmodigheden og bombarderede København i 1807 og beslaglagde og
saboterede hele den danske flåde. Herefter sluttede Danmark sig til Napoleon.
Herfra gik det ikke godt for Danmark, og måtte i 1814 skrive under på Englands
og Sveriges traktat, som påbød afståelsen af Norge. Da krigslykken ikke længere
var med Napoleon, var Frederik den 6. alvorligt bange for, at Danmark skulle
deles op mellem Sverige og Rusland. Frederik den 6.'s angst blev dog aldrig til
virkelighed.
I Wien ordnede man
Europakortet stort set efter forholdene fra før revolutionskrigenes start i
1792. Danmark fik i sidste ende Lauenborg som bytteobjekt for de svenske
områder i Nordtyskland, som Preussen gerne ville have. Også Det Tyske
Kejserrige blev ordnet fra bunden af. De flere hundrede små og større stater
blev nu samlet til 39 og fik et nyt navn: Det Tyske Forbund.
Wienerkongressen 1814. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907)
Kilde:
Kapitulationen efter Københavns bombardement 7. september 1807
Vi har valgt
stadfæstelsen mellem danskerne og briterne, efterfølgende Københavns
bombardement. Stadfæstelsen er en overdragning af københavnske institutioner og
den danske flåde til briterne, samt en deklarering på at danskerne underkaster
sig briternes krav og kapitulerer for at genopnå fred og neutralitet.
Stadfæstelsen blev
underskrevet af:
E. F.
Walterstorf, Arthur Wellesley.
O.
Lütken.
Home Popham,
I. H.
Kirchhoff. George
Murray.
Stadfæstet og
bekræftet af os i det britiske Hovedqvarter paa Hellerup den fornævnte syvende
Dag af September 1807.
J. Gambier. Cathca
Før vikingetiden var
Danmark, så og sige, et opdelt land, der blev regeret af stammer med høvdinge
som konger. Men da vikingetiden startede begyndte Danmark, så småt, at blive et
rige, dog bliver det ikke direkte konstateret, før en kilde skriver om, Gorm
den Gamles død i 958 og kongemagten blev givet til hans søn Harald Blåtand.
Under Harald Blåtands regeringstid, blev der hånd i hånd, sammen med
kristendommen, dannet en egentlig stat i Danmark. 
Danmark var i denne her
periode faktisk rigtig godt med, både i forhold til landbrug, søfart og nok
mest af kombinationen af deres søfart, krigsførelse og frygtløshed pga. af de
religiøse overbevisning, et af de lande, der plyndrede mest og samtidig også
havde en god omsætning på forskellige større handelspladser rundt omkring på de
danske kyster. Derfor havde Danmark et godt finansielt grundlag på det her
tidspunkt. 
Han var samkonge med sin
far Gorm den gamle i 15 år og enekonge i 50 år. I 960'erne lod han sig døbe, af
den frisiske munk Popo og gjorde kristendommen til statsreligion i Danmark. Omkring
dette tidspunkt, bliver de første bispesæder grundlagt i den vigtige handelsby
Ribe. Ribes første biskop hed St. Loefdag… som senere blev nakket af hedenske
ripensere!