Den yngre enevælde, 1784-1848

Landbosamfundet

Landbosamfundet bestod af forskellige grupper, hvor forholdet til jorden bestemte gruppernes rang. Godsejerne ejede normalt jorden på knap 800 hovedgårde samt så godt som alt bøndergods.

 Resten var fæstebønderne, der som regel gjorde alt arbejde.  Fra sidst i 1700-tallet til stort set slutningen af 1840erne levede 80% (800.000) af den danske befolkning på landet. Ca. 60.000 af bønderne havde deres gårde i fæste. At være fæstebønde ville sige at jorden man dyrkede på ikke var ens egen, men godsejerens, som til gengæld for arbejdsindsatsen gav familien tag over hovedet og mad på bordet. Det var hårdt arbejde, og langtfra en luksuriøs tilværelse.

De fleste boede i landsbyer, og gårdene havde jordfællesskab. Hver bondegård havde sine agre fordelt over hele bymarken. Man deltes altså om den gode og dårlige jord. Alle bønder var fra 1733 til 1800 underlagt stavnsbåndet. Baggrunden for stavnsbåndet var rekruttering til militæret og landbrugskrisen i 1730’erne. Landbruget kunne ikke afsætte sine varer, som derfor faldt i pris. Karlene ønskede under disse vilkår ikke at overtage godsejerens fæstegårde. Derfor havde godsejerne brug for et stavnsbånd, der kunne forhindre karlene i at forlade godset og blev derved frihedsberøvede. Oprindeligt var den enkelte karl bundet, fra han var 14 år, til han blev 36, men perioden blev efterhånden udvidet, så han til sidst var bundet fra han var  4 til  40 år. Den enkelte karl kunne lovformeligt få sit eget stavnsbånd ophævet ved at købe fripas hos sin godsejer, hvis godsejeren ønskede det, og de kunne enes om prisen. Men godsejeren kunne sætte prisen så høj, at en bonde umuligt kunne betale prisen og derfor ikke kunne komme væk derfra.

Stavnsbåndet ophæves:

Stavnsbåndet var et ydre tegn på bondestandens mangel på frihed og lavere placering i forhold til alle andre befolkningsgrupper i landet, som ikke var underkastet noget tilsvarende. Denne ulighed stred mod de fremherskende ideer i Europa, der med oprindelse i naturretten krævede frihed og lighed for alle. Stavnsbåndet blev en skamplet på Danmark, som progressive reformtilhængere måtte opponere imod. De konservative godsejere var imod ophævelsen af stavnsbåndet og forsøgte at undgå dette, men uden held. I kommissoriet for den store landbokommission var stavnsbåndets ophævelse en given ting, hvor der blot skulle findes en fremgangsmåde, der tilgodeså alle parter. Derfor skete ophævelsen successivt mellem 1788 og 1800, således at alle bønderkarle under 14 år og over 36 år straks blev frigivet, en årgang hvert af de følgende år, for endelig alle øvrige i år 1800. Til gengæld blev godsejerne fritaget for ansvaret for at stille soldater til den udskrevne hær.

Stavnsbåndets ophævelse var et skridt imod afskaffelsen af enevælden og et symbol på menneskets ret på frihed. 

Udenrigspolitikken indtil Wienerkongressen

Frankrig erklærede krig mod Østrig , Preussen og England i 1792-1793. Danmark prøvede fortsat at holde fast i sin neutralitet, men i 1793 blev Danmark kraftigt opfordret af England, Preussen og Rusland til at vælge side og udsulte Frankrig. Danske købmænd var interesserede i franskvenlig politik og der var en økonomisk gevinst ved at handle med franskmændene. Noget som England opfattede som en alliance. Danmark måtte derfor ledsage handelsskibe af et krigsskib. I mellemtiden havde Rusland gået over på Frankrigs side, hvilket betød at Danmark var i Englands øjne mod dem og krævede at alliancen mellem Rusland og Danmark blev brudt. Det overhørte kronprinsen, og resulterede i Slaget på Reden 1801. Slaget på Reden var et søslag mellem en britisk og dansk flåde. Det fandt sted ved Københavns Red, en åben ankerplads ud for København. I over fire timer kæmpede danske søfolk mod briterne, en overlegen fjende, der havde 1058 kanoner mod danskernes 630. Det danske nederlag ødelagde landets flåde og tvang det danske rige til at opgive sin neutralitet i Revolutionskrigene. Lederen af den britiske flåde var nationalhelten Sir Lord Nelson. Han var en fremragende taktiker, der gjorde op med forældede sømilitære doktriner, i stand til at improvisere i en vanskelig situation og altid med et skarpt blik for modstanderes svage side. Hans skibschefer anså det for et privilegium at tjene under ham, og hans mandskaber beundrede ham. I hans karriere formåede han at ødelægge den danske flåde, vandt slaget ud for Kap Trafalgar, ødelagde en fransk flåde, der lå opankret i Abu Oir-bugten, hvorved briterne fik søherredømmet i Middelhavet i 1798.

Herefter gik Danmark tilbage til en defensiv neutralitetspolitik. Napoleon fra Frankrig vandt mere og mere frem og konflikten mellem Frankrig og England spidsede til. Begge stillede betingelser for Danmark, men i takt med at det spidsede til, tabte England tålmodigheden og bombarderede København i 1807 og beslaglagde og saboterede hele den danske flåde. Herefter sluttede Danmark sig til Napoleon. Herfra gik det ikke godt for Danmark, og måtte i 1814 skrive under på Englands og Sveriges traktat, som påbød afståelsen af Norge. Da krigslykken ikke længere var med Napoleon, var Frederik den 6. alvorligt bange for, at Danmark skulle deles op mellem Sverige og Rusland. Frederik den 6.'s angst blev dog aldrig til virkelighed.

I Wien ordnede man Europakortet stort set efter forholdene fra før revolutionskrigenes start i 1792. Danmark fik i sidste ende Lauenborg som bytteobjekt for de svenske områder i Nordtyskland, som Preussen gerne ville have. Også Det Tyske Kejserrige blev ordnet fra bunden af. De flere hundrede små og større stater blev nu samlet til 39 og fik et nyt navn: Det Tyske Forbund.

Wienerkongressen 1814. Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Kilde: Kapitulationen efter Københavns bombardement 7. september 1807

Vi har valgt stadfæstelsen mellem danskerne og briterne, efterfølgende Københavns bombardement. Stadfæstelsen er en overdragning af københavnske institutioner og den danske flåde til briterne, samt en deklarering på at danskerne underkaster sig briternes krav og kapitulerer for at genopnå fred og neutralitet.

Stadfæstelsen blev underskrevet af:

E. F. Walterstorf,        Arthur Wellesley.

O. Lütken.                       Home Popham,

I. H. Kirchhoff.              George Murray.

Stadfæstet og bekræftet af os i det britiske Hovedqvarter paa Hellerup den fornævnte syvende Dag af September 1807.

J.  Gambier.                        Cathca 

Historie tam tam - Vikingetiden 800-1050 gruppe 1

Vikingetiden: 800-1050

Det var vildt!

Magt forhold og udenrigspolitik

Før vikingetiden var Danmark, så og sige, et opdelt land, der blev regeret af stammer med høvdinge som konger. Men da vikingetiden startede begyndte Danmark, så småt, at blive et rige, dog bliver det ikke direkte konstateret, før en kilde skriver om, Gorm den Gamles død i 958 og kongemagten blev givet til hans søn Harald Blåtand. Under Harald Blåtands regeringstid, blev der hånd i hånd, sammen med kristendommen, dannet en egentlig stat i Danmark.

Hvis man kigger på vikingetidens "politiske" påvirkning udenrigs, så var de egentlig ikke mere end en trussel. Danmarks fjender var i starten franker-riget og senere da det blev opløst, var det det tysk-romerske kejserrige. Samtidig var danerne i starten meget fjendtlige overfor missionærerne, der kom til Danmark, fordi de ofte blev mistænkt for spionage og for ikke og skabe andet end ustabilitet i landet. De få skriftlige kilder som er fra den tid, beretter i hvert fald, at missionærerne mødte stor modstand, fra både konger og høvdinge.

Omkring år 965, da Harald Blåtand bliver døbt kristent, vender kristendommen sig til hans fordel, fordi det skabte et skjold mod tyskerne, ved at de hverken kunne invadere Danmark, for at omvende dem og samtidig kunne han holde tyske munke uden for den danske indenrigspolitik. Dog blev der i 965 og 988, lavet en lov fra det tyske bispesæde, at ingen biskopper i Danmark, skulle betale skat til den danske konge.

Danmark i forhold til omegn

Danmark var i denne her periode faktisk rigtig godt med, både i forhold til landbrug, søfart og nok mest af kombinationen af deres søfart, krigsførelse og frygtløshed pga. af de religiøse overbevisning, et af de lande, der plyndrede mest og samtidig også havde en god omsætning på forskellige større handelspladser rundt omkring på de danske kyster. Derfor havde Danmark et godt finansielt grundlag på det her tidspunkt.

Danmarks erobringer og togter kronologisk:

 - År 793: Danske vikinge overfalder et Nord-engelsk kloster og vikingetiden begynder

 - År 845: Frankerne forsøgte at lokke aboditterne på deres og som svar igen, plyndre og brænde Hamburg af og sende en hær som Paris.

 - Mellem år 965-680: Harald Blåtand tilegner sig Norge

 - År 1013: Danmark erobre England, men mister det igen i 1066 og det gjorde en ende på vikingetiden

Kilder

Jelling-stenene:

Ældste bevarede skriftlige kilde, hvor Danmark nævnes i en sammenhæng. Jelling-stenene, i hvert fald den største af dem, som blev rejst af Harald Blåtand imellem 960-985. Er som de første runeindskrifter skrevet vandret og ikke lodret og der er indgraveret kristne symboler, som viser at Danmark i denne her periode, gik fra den hedenske vikingetid og stille trådte ind i den "moderniserede" kristendoms-overbeviste middelalder.

5 vigtigste begivenheder:

 - 793: Første angreb på England, som sætter vikingetiden i gang.

 - 826: Munken Ansgars første missionsforsøg i Danmark(Kristendommens kommen)

 - 960'erne: Harald Blåtand "gør alle danskere kristne" og bliver den første døbte danske konge og erobre Blekinge og Bornholm

 - 1013: Svend Tveskæg erobre England og der bliver grundlagt et dansk-engelsk-norsk Nordsøsimperium.

 - 1066: Slagene ved Hastings og Stamford Brigde. Danmark mister England og vikingetiden tager sin ende.     

Harald Blåtand

Han var samkonge med sin far Gorm den gamle i 15 år og enekonge i 50 år. I 960'erne lod han sig døbe, af den frisiske munk Popo og gjorde kristendommen til statsreligion i Danmark. Omkring dette tidspunkt, bliver de første bispesæder grundlagt i den vigtige handelsby Ribe. Ribes første biskop hed St. Loefdag… som senere blev nakket af hedenske ripensere!

Harald fik en søn, Svend Tveskæg, som senere slog Harald ihjel, overtog tronen og erobrede England(som han mistede igen).

http://www.dr.dk/bonanza/serie/danmarkshistorier/Spillet_om_magten.htm - hør hele historien her!

Fra systemskifte til besættelsen 1901 til 1940

  Fra systemskifte til besættelsen 1901 - 1940

 

-          Den 24. juli 1901 udnævntes den første Venstre-regering i Danmark. Den konservative regering (Sehested) blev af kongen, Christian 9., bedt om at indgive sin afskedsbegæring, og Venstre-regeringen (Deuntzer) blev udnævnt. Denne begivenhed, der benævnes Systemskiftet, var udtryk for, at Venstres kamp for folketingsparlamentarisme, som var blevet proklameret i 1873, havde båret frugt. Parlamentarisme betyder at flertallet i folketinge kan tvinge regeringen til at udskrive nyt valg. Det kommer fra GB og spredte sig i sidste halvdel af 1800 tallet. Socialdemokratiet vandt frem og i 1924 overhalede det Venstre som det største parti, og i 1935 kulminerede det med 46% af stemmerne. Både Venstre og De Radikale måtte notere en betydelig tilbagegang - navnlig i årene efter 1. verdenskrig, mens De Konservative bevarede en position som det tredjestørste parti. En række sociale forbedringer blev så lavet, herunder oprettelsen af en ny social lovgivning som indbefattede arbejdsløshedskasserne i 1907.

 

1. Verdenskrig 1914-1918
Danmark forholdt sig neutral, men formåede at handle med både England og Tyskland. Fik i 1920 efter folkeafstemning i Sønderjylland, den nordlige del af Slesvig tilbage.

 

1915 kvindernes stemmeret

Op gennem 1800-tallet lød kravet fra den vestlige verdens friheds- og kvinderetsforkæmpere til verdens nydannede demokratier, at menneskerettighederne og det politiske medborgerskab skulle omfatte alle uanset køn og social status. Disse idéer nåede også Danmark. Og i 1915 blev kvinder tildelt stemmeret til Folketing og Landsting i Rigsdagen på lige fod med mænd. Forud var gået årtiers kamp for at opnå denne stemmeret, fra det første lovforslag blev fremsat i Folketinget i 1886 over opnåelsen af kommunal valgret i 1908 til erhvervelsen af den politiske stemmeret 7 år senere.

 

Økonomisk udvikling 1901 til 1940
Perioden var alt i alt præget af økonomisk fremgang. Målt i faste priser blev nationalproduktet tredoblet på de 40 år. Landbruget var stadig det bærende erhverv og tegnede sig for langt hovedparten af eksporten, men også industrien var på vej frem, skønt få troede på, at Danmark uden egne råstoffer kunne blive et virkeligt industriland. Interessen for den industrielle udvikling var mindre end interessen for landbruget, som man særligt søgte at styrke gennem udstykning af herregårds-¬ og præstegårdsjord til nye husmandssteder.
Væksten var ikke kontinuert, men svingede med konjunkturerne - alvorligst som følge af den verdensomspændende krise, der udbrød i 1929 og nåede Danmark i 1931. Den var først og fremmest en landbrugskrise, og det danske landbrug, som importerede foderkorn, havde i årene forud nydt godt af, at kornpriserne var lave, og havde foretaget store investeringer i svinestalde. Det hævnede sig nu, da også priserne på smør og bacon dykkede, og mange gårde endte på tvangsauktion.
Byerhvervene klarede sig bedre gennem krisen, og arbejdsløsheden steg her kun i 1932 for derpå atter at falde.

 

 

Genforeningen med Sønderjylland 1920.

Den 10. februar stemtes under et i Nordslesvig, og det gav et dansk flertal på 75%. Den påfølgende afstemning i de tilgrænsende sogne gav derimod alle steder tysk flertal.

 

Udviklingen af teknologien

I 1939 var der registreret 165.000 biler af alle typer, personbiler, lastbiler og busser. De blev en konkurrent til jernbanerne, og i 1920'erne ophørte udbygningen af jernbanenettet. Jernbanerne satsede nu i højere grad på den fjerne trafik og opnåede i 1935 et gennembrud, da Lillebæltsbroen stod færdig, og de første dieseldrevne lyntog blev taget i brug. Det forkortede rejsetiden mellem København og Aalborg fra 10,5 til 6,5 timer.

Før krigstiden

Inden 2 verdenskrig i 1940 havde politikerne nok at tænke på. Skulle Danmark i den krig der var på vej, ligesom i 1 verdenskrig forholde sig neutral eller kæmpe imod. Da man ikke havde midler til at kæmpe mod Tyskland og havde fået så meget ud af at være neutral i 1. verdenskrig var det også det man valgte nu. Det gav sig til udtryk, da Danmark i foråret 1939 i modsætning til andre tyske nabolande modtog Hitlers tilbud om en ikke­angrebspagt, skønt det lå klart, at tilbuddet var ren propaganda og ikke havde nogen reel værdi.

 

Staunings Nytårstale 1940

http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/statsminister-thorvald-staunings-s-nytaarstale-1-januar-1940/

Staunings nytårstale fra 1940 fortæller om tankerne og hvilke udfordringer han mener der er i vente selvom man havde lavet ikkeangrebspagten med Tyskland.

Han ved at Tysklands angreb Polen har udløst  2 verdenskrig. Han fortæller at Danmark bliver nødt til at være neutral, fordi Danmark simpelthen ikke har et forsvar der kan gøre noget mod Tyskland. Han mener vi skal stadig skal eksportere varer som man gør i fredstid, ellers vil Danmark ikke overleve. Han opfordre til at man stopper med at jamre sig over udsigten til mindre og i stedet ser på landets interesse. 

 

Thorvald Stauning 26.10.1873-3.5.1942

Staunings barndom var præget af fattigdom. Hans forældre havde svært ved at finde arbejde da de havde mange alvorlige sygdomsperioder. Han boede forskellige steder i København men det var altid under usle forhold. Dog fik han en god skolegang og lærte almindelige færdigheder som skrivning og regning. Han blev udlært som cigarsortere og rejste i 1891 til Fredericia hvor han arbejdede på J. P. Schmidts cigarfabrik indtil 1893. Årerne i Fredericia var en urolig tid, hvor han oplevede forskellige ting, men først og fremmest begyndte han og læse socialismens klassikere og en forfatter som Holger Drachmann fangede ham særligt. Desuden blev han fagforeningsmand og deltog i en strejke. I 1893 tog han tilbage til København og fik et arbejde i faget. Han blev i 1980 medlem af socialdemokratiet og kom så som lærling ind i bestyrelsen for sygekassen Alderstrøst. Stauning kom ind i politik da Faksekredsen – en stærk venstrekreds – manglede en kandidat i 1901, og da den søgte råd hos Peter Christian Knudsen en af Staunings gode venner og han pegede på Stauning som kandidat. Det lykkedes dog ikke for ham at komme ind i Folketinget. Efter vandt dog vælgerne over og i 1906 kom han ind. Han kunne i 1924 danne den første socialdemokratiske regering. Men hans politiske mesterstykke blev Kanslergadeforliget indgået mellem regeringen og Venstre i januar 1933. Han forsøgte de næste par år at få flere vælgere fra andre lag end arbejderklassen. Dette lykkes da partiet i 1935 under sloganet "Stauning eller Kaos" opnåede 46,1% af stemmerne, dets højeste stemmetal nogensinde. Frem til hans død i 1942 fortsatte han sit politiske arbejde.

 

Højmiddelalderen

Højmiddelalderen

1050-1340. 

Det danske samfund var feudalistisk opdelt. Det bestod af 3 stænder, de gejstlige, adelen & bønderne. Den katolske kirke havde stor magt, det samme havde kongen & adelen. Det skiftede i tiden om hvem der havde mest magt.









I middelalderen mistede Danmark deres kolonier fra vikingetiden, storhedstiden var forbi. Så nu bestod Danmark kun af det vi i dag kender som Danmark, Slesvig, Holsten & Skåne.


I højmiddelalderen var der meget stor befolkningstilvækst, hvilket selvfølgeligt havde stor betydning for samfundet. Befolkningen blev tredoblet.


Andre begivenheder der havde stor betydning fra højmiddelalderen var reformationen der startede i Tyskland, og korstogene i Europa.


 http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=middelalder&type=all&limit=120


Valdemar den Store levede fra 1131-1182. Han blev konge i 1157. I 1157 deltes riget i 3 dele.


Kilde:







1. indskrift, ca. 1183:
Her hviler danernes konge Valdemar, slavernes første undertvinger og behersker, fædrelandets befrier, fredens bevarer. Han, den hellige Knuds[1] søn, undertvang rygboerne[2] og omvendte dem som den første til troen på Kristus. Han døde i det herrens år 1182 i sit 26. regeringsår, den 12. maj.


2. indskrift, ca. 1202:
Her hviler danernes konge, Valdemar den Første, den hellige Knuds søn, slavernes mægtige erobrer, det undertrykte fædrelands udmærkede befrier, fredens genopretter og bevarer. Han undertvang lykkeligt rygboerne, ødelagde deres afgudsbilleder og omvendte dem som den første til troen på Kristus. Han anlagde også som den første til hele rigets beskyttelse en mur af brændte sten, som i almindelighed kaldes Danevirke, og byggede et tårn på Sprogø. Han døde i det herrens år 1182 i sit 26. regeringsår, den 12. maj.

Senmiddelalderen- tiden mellem pesten og reformationen

Senmiddelaldrene er perioden mellem 1340-1536. Dens sorte død havde hævet Danmark og befolkningstallet blev næsten halveret fra 1347-1352. På grund af denne massive befolknings udnyttelse skete der mange ændringer i samfundet. Bønderne fik beder forhold og mange landbrug blev omlagt.  Kalmarunionen forstærkede norden politiske sammenhængskraft og Danmark vandt en del af magten i norden. Senmiddelaldrene var også perioden hvor adelen for alvor begynde at blande sig i de indenrigs politiske spørgsmål, da de krævede deres magt i konges lovgivning. 

I perioden var der mange forskellige regenter i Danmark.  Specielt kan Christian 1 og Magrethe den 1. trækkes frem.  

 

De vigtigste begivenheden i senmiddelaldrene

•  Grevens fejde: borger og bønder vs. Adelen- en borgerkrig med udelands indblanding.

• Kalmarunionen: Styrkelsen af Samarbejdet mellem Danmark, Sverige og Norge.

• Godsejeren og bøndernes rettigheder: bedre rettigheder for bønderne og godejernes stigende herredømme

• Handel i senmiddelaldrene: voksende økonomien og øget eksport.   

 

Kalmarunionen – United nations of the north.

Den 17. juni 1397 oprettede Magrethe den 1.  Personalunionen mellem Norge (her igennem også Island, Grønland, Færøerne og Shetlandsøerne, da de lå ind under Norge på dette tidspunkt), Sverige (her ved også Finland) og Danmark.  Unionen skulle sikre og styrke de nordiske lande udad. Unionen havde magtcentrum i Danmark, dog blev landene realt regeret efter nationale love og man bibeholdte de nationale traditioner. 

Baggrunden for unionen opstod da Magrethe 1. opnåede magten over hele norden. Forløbet var som følger: da Valdemar Atterdag dør i 1375 efterlader han sig kun to døtre: Ingeborg (gift med fyrsten af Mickelborg) & Margrethe den 1. (gift med den svenske kong Haakon VI af Norge i 1363). Sammen med kong Håkon havde Magrethe en søn: Oluf den 1. Han blev efter sin morsfars kronet til konge i Danmark, han regerede landet fra 1375-85- dog var landet egentligt styret af Magrethe 1. pga. Olufs unge alder. I 1380 dør Håkon af Norge- herigennem får han magten over Danmark samt Norge. Oluf dør som 16-årig og Magrethe bliver rigsstyrer over begge riger. Nu opstår problemet, der er ingen mandlige arvinger til den danske trone. Derfor adopterer Margrethe sin søsters datters søn: Erik af Pommern. I Sverige overtager Magrethe den 1. magten ved at vende det svenske autokrati mod den tyske konge, Albrecht af Mecklenburg. Herigennem bliver unionen oprettet.

Erik af Pommern vælges til konge over de 3 Kalmar unionslande i 1397. Dog er det egentligt Magrethe der har det sidste ord. Magrethe dør i 1412 og overlader nu scenen fuldstændig til Erik. Han overtager opgørene mellem Danmark og Holsten angående magten over Slesvig. Dette opgør får senere hen betydning da Hansestæderne vender sig mod Danmark. Der udbryder også krig mellem disse tidligere ellers allierede. I 1432 måtte han overlade Slesvig til Holstenerne.  I forbindelse med finansieringen af denne krig udskrev Erik af Pommern udskriver forhøjede skatte i hele norden. I 1434 bondeoprøret mod de hævede skatter i Sverige. I1436 fulgte et lignede oprør i Norge. Erik af Pommern afsættes som konge over Danmark og Sverige i 1439 på grund af stigende utilfredshed med kongen i alle Kalmarunionslandene. Magten i unionen overgik nu til Christoffer af Bayerne. I forbindelse med overdragelsen af troen sker det en svækkelse af den danske centralisering af magten.

Christoffer Af Bayern dør barnløs i 1448. Svenskerne kroner stormanden Karl Knutsson til kongen. Danmark vælger på samme tidspunkt Christian af Oldenburg (Christian den.1.)til konge. Kampen om magten er startet- det var Sverige mod Danmark – som ved VM i 1992. Denne gang sejrede Danmark. I 1457 bliver Christian 1. også konge i Sverige, Men kun for en kort periode. I 1464 bliver Karl Knutson konge over Sverige igen.

Christians søn Hans vælges til konge over alle de 3 nordiske riger i 1513. Dette var kunstigt åndedræt for at bibeholde Kalmarunionen. Han tilbagerober Sverige i 1520 pga. interne stridigheder i landet.  Det Stockholmske blodbad, 7-10. november 1520, her dræbes 82 af Christians 2. værste svenske fjender. Men alting er ikke fred og fornøjelighed. Allerede i 1521 opstår der oprør i Sverige og, Christian mister herredømmet i Sverige. Herefter træder den svenske stormand Gustav Vasa til som svensk konge i 1523.

Dette bliver Kalmarunionens endeligt. Perioden men forende nationer i norden slutter. Dog er Norge og Danmark i union med hinanden indtil Norges frigørelse i 1814.   

Grevens Fejde – bønder, tømmer, jyske knejte- nu skal vi sejre i grevens fejde.

 

Denne borgerkrig varede fra 1534-1536. Dog blev borgerkrigen ikke kun udkæmpet blandt jyske knejte og dansk gestlige, også udenlandske magtforhold spiller ind i forhold til udviklingen af konflikten. Det var borger og bønder vs. adelen.

Baggrunden for konflikten opstod efter Frederik den 1´s død i 1533. rigsrådet kunne ikke enes om hvem der skulle være den nye kong. Fredriks ældste søn, Hertug Christian af Slesvig-Holsten, havde vist at han var tilhænger af de nye lutherske tanker. Derfor kunne man ikke opnå de katolske præsters bistand som der var behov for ved en kroning. Den anden valgmulighed var den fængslede Christian den anden. Han var bøndernes favorit, især omkring København og Malmø. Disse byer lavede en alliance med den nordtyske by Lübeck. Lübeckerne lejede, Grev Christoffer af Oldenburg til at føre en hær til erobringen af Danmark. Dette er den hør vi kende som grevens fejde.

I sommeren 1534 går grevens fejde i land ved Skovshoved og indtager på få uger både Sjælland og Skåne. Adelen var nu overbevist om at de ønskede at byde Hertug Christian den Danske trone. Dette er den man vi kender som Christian den 3.

Christian den 3. hyrrede Johan Rantzau til at angriber Lübeck for at holder Lejehæren i skak. Der var nu et bredt folkeligt oprør på Fyn, dog blev dette knust af Christian den 3. Grev Christoffer eroderer Fyn. I Jylland udbryder et lignede oprør- her rejser bønderne fra Nord- og Vestjylland under ledelse af Skipper Clement. Man plyndrer i denne tid mange herregårde og brænder dem ned for at demonstrer sin magt. Dog var ikke et lige nemt forsøget på at nedkæmpe adelen.

I november sluttes der fred mellem Lübeck og Holsten. Rantzaus lejetropper begynder at bevæge sig mod nord og nedkæmpningen af Jylland. Kort før jul indtager de Ålborg- der ellers var bondeoprøret hovedby. Skipper Clement fanges og dødsdømmes.  Den skånske adel frigjorde sig fra grev Christoffer ved hjælp fra den svenske konge. I foråret i 1535 skete en stor tilbage gang for de borgelige i og i juni 1535 vinder Rantzaus hær over oprørene på Fyn. Turen forsætter over Sjælland, til det standhaftig København, der belejres.

I 1535 modgangen i krigen satte gang i et bystyre revolution i Lübeck. man indleder straks fredforhandlinger med Christian 3. den endelige fred kom i februar 1536.

Den endelige afslutnings dag kommer i det at KBH overgiver sig for belejringerne den 29.juli 1536.

Da Christian den 3. overtager magten sættes de katolske bisper i august 1536. her efter gennem føres reformationen og Danmark over går til Lutheranismen.

Statsmageten i senmiddelalder

Kirke og kongeriget blev slået mere sammen.
Sammen sikrede de sig lovgivningen og domsmagten, samt evnen til at føre krig.
Til kongens riger og lande hørte udover kongeriget Danmark også kongeriget Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten.
Frem til reformationen havde Norge sit eget rigsråd.
I 1400-tallet blev trænet soldater ansat. De blev lejet i Nordtyskland.
Kun kongemagten havde den økonomiske kapacitet til at anskaffe kanoner og bygge fæstninger, der kunne modstå angreb med kanoner.

 Godsejer i senmiddelalderne

Omkring midten af 1400 tallet var situationen efter pesten blevet stabiliseret.  Befolkningstallet begyndte at vokse igen og dette skabte mere uro, ca. de sidste 100 år af middelalderen var stærkt præget af bondeoprør og sociale uroligheder. Det stigende befolkningstal kom også til at betyde at der var flere mennesker at vælge imellem når man skulle ansætte, derved blev kravene sat højere op.  Godsejerne kunne også så småt begynde at udnytte fæstebønderne som arbejde for dem.  I de sidste år af 1400 tallet blev vornedskabet indført som omhandler at fæstebøndernes sønner blev forpligtet juridisk til at blive på det gods hvor de var født, dvs. de mistede muligheden til at flytte.  Bønder fik adgang til fiskevand og skove dog skulle de betale for det. For bønder var det stadig ulovligt at jage.

Christoffer af Bayern blev valgt til konge den 9. april 1440 han havde dog ikke den totale magt over Sverige, Norge og Danmark han skulle forhandle med tre rigsråd når han skulle have gennemført noget. Rigsrådets politik gik dog mest ud på at der fandtes en indenlandsk regering, dom kunne træde til når kongen var væk, og at rigets indtægter blev brugt fornuftig, fornuftigt for rigsrådet betød at indtægterne skulle bruges med stor interesse på adelige privilegier. Rigsrådene fik mere og mere magt og det betød at der blev stillet tvivl ved kongefællesskabet ved Danmark i Sverige og Norge. Dette skabte uroligheder. Det lykkedes at holde på Norge imens Sverige forsvandt stille. Christoffer af Bayern døde allerede i 1448, og han efterladte ingen børn så rigsrådet måtte ud og finde en ny udenlandsk fyrste.  Rigsrådet besluttede sig for at vælge Christian 1, derved kom Oldenborgerne på den danske trone, hvor de blev siddende til 1863. Christian 1 havde dog ikke den totale magt, da han gik med på en håndfæstning som betød at rigsrådet havde medbestemmelse i de vigtigste sager. Dog brød rigsrådet en regel da de selv valgte en konge. I Kalmarunionen var der lavet en aftale om fælles kongevalg. Dette betød at Sverige valgte en indfødt adelsmand til konge, Karl Knutsson. Dette skabte uro og et kæmpe kapløb om hvem der skulle være konge i Norge, en kamp som Christian 1 vandt, denne episode brød Kalmarunionen, dog blev det besluttet i 1450 at den skulle genoprettes igen.

 

Handel i Danmark i senmiddelaldrene– en økonomi i vækst

Før 1400-talltet havde de såkaldte skånemagter haft stor betydning internationalt.  Skåne markederne havde ellers været Danmarks anden største indkomstkilde efter øresundstolden. Her havde man hentet sine importvarer, derfor måtte man skabe sig flere og flere udenlandske kontakter for at kunne handle.   Indtægten kom i højere grad fra sildehandlen og eksporten af årligt ca. 300.000 tønder saltesild.  Denne eksport stod Hansestædernes købmænd hovedsageligt for.

I løbet af 1400-tallet voksede presset på de danske købmænd, da England og Holland begyndte at sejle direkte gennem Øresund og til handeles pladserne i Baltikum og Preussen. Her handlede de især med korn og tekstiler. Ved denne udvikling mistede også hansestæderne en del magt, da de tidligere havde været mellemled mellem Vest og Østeuropa.

I løbet af 1400-tallet voksede befolkningen i Europa. Der var brug for mere mad og derfor startede Danmark en eksport af bøde levende og slagtede kvæg.  Det var især tidligere godejere, der nu pga. pestens indhug i arbejdskraften, var købmænd der stod for denne eksport.

Ved den stigende import opstod stører økonomisk overgruppe og martielle forskelle i befolkningen sås i høj grad i forhold til antallet af udenlandske genstande i huset, dette kunne være glaskunst eller krydderier fra østlige lande. 

Købstandsforordning blev oprettet for at sikre at udenlandske købmænd kun kunne handle i byerne på markedspladserne og derved skulle betale skat til kongen. Herved var kongen sikker på at han ikke gik glip af nogen skatter. Disse skatter skulle han bruge til at investere selv i landet og riges interesser, dog siges det at mange af dem røg direkte i hans egen lomme. 

 

 

Magrethe den 1. – Danamarks første kvindelige offelige leder.

Magrethe blev født i 1353 af Dronning Helvig som var gift med Valdemar Atterdag. Da hun var 6 år blev hun gift med Håkon den 6. Allerede som 10.årig blev hun gift med den nu 8 år ældre Svensk – norske konge. 7 år efter får hun sønnen Oluf som nu skal være arving til den norske trone.

Magrete havde stor magt i Danmark efter sin fars død 24.okt.1375, da hendes søn var udvalgt som tronfølger i Danmark- men han var kun 4-år ved sin indsættelse. Derfor valgte man at indsætte en formynderregering bestående af rigsrådet og hans mor, Margrethe. I 1380 bliver Oluf også konge over Norge- her får Magrethe fuldmagten til at tage sig af Norges udenrigspolitik. I 1385 blev Oluf myndig. Han regerede herefter – dog under opsyn fra moderen – Danmark og Norge indtil sin død 3.agusust 1387.

En uge efter sin søns død havde Magrethe fået magten som risstyrer her i landet, indtil man fandt en ny konge. I Norge valgte man at hun skulle forblive risstyrer indtil sin død, dog ville man sikrer arvefølgen. Man valgte Magrethes søsterens datters søn: Erik af Pommern (Bugislav) til arving efter denne slagfærdige kvinde.

I 1389 hylder Norge Erik til konge, dog regere Magrethe stadig da han kun er et barn. I 1388 lover Magrethe at støtte en række Svenske stormænd id deres oprør mod Albrecht den 3 af Mecklenburg. Den 24.feburar 1389 slog den Svensk-Danske-Norske hær den Mecklenburgske fyrste og Magrethe overtager magten over Sverige. Dog skal der en krig til at overtage Stockholm – så hele Sverige var i hendes hånd i 1398.

I 1396 bliver Erik af Pommern Myndig og derfor blev han kronet til konge i Danmark & Sverige. I forhold til lovgivningen så man med det samme en stærk kongemagt. Man udskrev ekstra skatter, forbød adelen at bygge borge og konfiskerede krongods fra Norge og Sverige. Samtidig indførte man Kalmarunionen mellem de nordiske lande og en stæk fælles stat var startet.

I hendes sidste leveår forsøgte Magrethe at vidne magten over Slesvig. I 1386 havde hun overladt disse områder til Holsten. I 1404 døde hertug; Gerhard. Her var Magrethe Starks på banen og blev formynder over hans enke. Hun brugte denne magt til at tage pant i hertugdømmet, som i 1401 førte til krig hun sikrede sig magten over Flensborg i 1412. dette blev også hendes død. Hun døde af pest den 28.oktober 1412.

Herved slutter tiden og historien om Danmarks først rigtige magtfulde kvindelige leder. Der skulle gå ca. 800 år før en kvinde opnåede samme brud med traditionelle mandlige magt-og lederstillingen. 

 

 

Christian 1

I 1448 blev Christian valgt som dansk konge, året efter tog det norske rigsråd ham til norsk konge. Christian 1 kom fra oldenborgerne og de kom til at sidde på Danmarks trone til 1863.

Christian 1 kunne ikke reagere og bestemme alt selv i starten af hans periode som konge, han måtte acceptere en håndfæstning, hvor han lovede rigsrådet medbestemmelse i vigtige sager. Det var dog rigsrådets første hensigt at kongemagten skulle gå til rigets gamle fjende Adolf som var hertug af Slesvig og greve af Holsten, da de gerne ville have at Slesvig og Holsten skulle høre til Danmark. Dog henviste Adolf, Christian til posten i stedet for, som i forvejen var beslægtet med det daværende danske kongehus, dog meget langt ude. Da rigsrådet valgte Christian 1 til konge brød de dog en regel i Kalmarunionen. Reglen lød på at der var fælles kongevalg i Kalmarunionen. Så Sverige gjorde det samme uden at føle de gjorde noget forkert, de valgte den indfødte adelsmand Karl Knutsson til konge. Efter dette udbrød en periode hvor der var kamp om at blive konge i Norge af de to konger, dette vandt Christian 1 formentlig fordi han havde de stærkeste ressourcer. Dog fandt disse problemer en foreløbig afslutning i 1450, hvor det blev aftalt at kongefællesskabet i Kalmarunionen skulle genoprettes så snart der var en åben lejlighed for det. Igennem en længere periode har Danmark og Sverige være på kanten med hinanden, først i 1457 smed Christian 1 sammen med et svensk oprørsparti Karl Knutsson på porten. Dog skete det samme for Christian 1 i 1464. Efter disse episoder var det slut med kongefællesskabet imellem Danmark og Norge på den ene side, og Sverige på den anden, bortset fra i et par korte perioder. Dette var et kæmpe problem som var på den politiske dagsorden frem til 1523. Perioden blev dog præget en del. I Sverige betød det der kom flere voldelige politiske magtkampe mellem forskellige grupperinger, som enten ønskede eller ikke ønskede den danske konge på tronen, andre brugte muligheden for at fremme deres egne ambitioner. I Danmark betød det at der kom store dræn på statskassen hvilket gav konsekvenser, som ekstra beskatning af befolkningen.

I 1460 lykkedes det for Christian 1 at komme i besiddelse af Slesvig og Holsten da hertug Adolf var død. Det kom dog til at koste dyrt, da Christian 1 først skulle udkøbe de andre arvninger med enorme summer, det var også nødvendigt med store politiske indrømmelser til det Slesvig-Holstenske aristokrati som derimod også fik gennemført at områderne aldrig måtte forenes statsretligt med Danmark. Derfor blev Christian hertug i Slesvig under den danske krone og greve af Holsten i Det Tyske Rige. Dog fik han den tyske kejser til at opgradere Holsten til hertugdømme i 1474. I 1474 foretog Christian 1 også en rejse til Rom hvor han fik pavens tilladelse til at oprette et universitet i København.

Christian 1. var en meget energisk konge og havde blik for de store linker i politik, han var dog en utålmodig person som i de senere år oftere fik ham til at fejlbedømme sine muligheder.

 

Den ældre enevælde

Danmarkshistorien 

- Den ældre enevælde 1660-1784

• De to svenskerkrige 1657-60.
• Danmark tabte Bornholm, Halland og Blekinge.
• I 1660 indførte Frederik den 3 enevælden.
• Danmark skulle blive mere centraliseret. 
• Skånske krige i 1675-79
• De store nordiske krige 1709-20
• Mislykkedes i forsøget på genvindendelsen af de tabte byer. 
• Ved fredsslutning 1720 stod Danmark tilbage med en stor gæld 
• Økonomisk fremgang i Europa omkring 1750 
• Danmark forholdt sig neutral i de europæiske krige

Hvordan var magtstrukturerne i samfundet, og hvordan udviklede de sig?

Efter vi tabte Bornholm, Halland og Blekinge ved Freden i Roskilde i 1658 til Sverige, blev kongemagten styrket. Det fik stor indflydelse på dansk politik. Borgere og bønder var utilfredse med adelens svigt under svenskerkrigene, og i 1660 indførte Frederik den 3 enevælden. Det danske monarki var oprigtigt valgkongedomme, hvor stænderne valgte kongen, men blev senere til et arvekongedømme.

Der blev  indført en række reformer som skulle gøre Danmark til et mere centraliseret  land. Deres formål var at genvinde de tabte danske byer. Det lykkedes at gøre Danmark til en velfungerende stat igen, og i de Skånske krige i 1675-1679 prøvede Danmark at genvinde Skåne. Det mislykkedes, og anden gang i Den store Nordiske Krig i 1709-1720 måtte Danmark indse at byerne var tabt. 

Efter lang tid med pest, krig og dårlig økonomi, og efter en stor gæld efter fredsslutningen i 1720, kom der en økonomisk fremgang for Europa og Danmark omring 1750. I de europæiske krige havde Danmark gevinst af at være neutral, modsat andre stater. Kongemagten var på sit højeste, men faldt igen, da Christian den 7’s sindssygdom. 

Hvordan klarede DK sig i forhold til udlandet og var der evt. ændringer i de danske territorielle besiddelser?

I 1658-1660 have Danmark tabt krige imod ærkefjenden Sverige, og måtte derfor afgive de sine provinser i Østersøen undtagen Bornholm.

Frederik 3. og Christian 5. prøve i 1675-1679 at genvinde Skåne. Selvom krigen ikke endte dårligt, var de europæiske stater ikke interesserede i, at Danmark skulle beherske Øresund, og fredsslutningen blev derefter.

Var der andre vigtige begivenheder og udviklinger i samfundet, som havde indirekte betydning for ovenstående?

Danmark var ved at gå bankerot. Så der blev indkaldt en stænderforsamling. I det første møde skulle der besluttes hvem der skulle betale statens underskud. Adelen sagde at det skulle være borgerne, Men kirken og universitetet besluttede at holde med borgerne i denne omgang.Det blev derfor besluttede at man ville tilbyde Frederik 3. Danmark-Norge som et arverige. Det vil sige at der ikke skulle noget forhandlinger til for at beslutte hvem den næste konge af Danmark skulle være.  Derved blev den nye konge af arveriget Danmark altså Frederik 3.Den næste begivenhed var underskrivelsen af Enevolds arveregeringsakten den 10. januar 1661. Dette dokument sikrede ikke kun at Danmark skulle være et arverige, men også at der formelt set ikke var andre en kongen der skulle sidde med magten.

Relater evt. til udviklingen i perioden rundt omkring i Europa 1660-1784

Der var mange krige der begyndte omkring 1660: Blandt andet ville den franske konge 
Louis den 16. i krig mod europæiske lande, for at tilegne sig et større territorium. Han samlede en kæmpe hær, som skulle tilegne sig nabolandende, og derved øge Frankrigs territorium.I denne tidsperiode, gik det godt for Holland. De var nogle dygtige fiskere, og tjente meget på bl.a. fisk (mest sild). Det gik også rigtig godt for landbruget i Holland, og deres famøse skibe blev brugt til transport af korn og dyr osv.

Sverige var en stormagt, og kongen Charles den. 5. var en succesfuld soldat. Danmark tabte Halland, Blekinge og Gotland, og derved gik det ikke så godt for Danmark. Alt imens Danmark tabte store arealer land, gik Frankrig på rov, Holland var succesfulde med deres landbrug og fiskeri og Sverige havde en mægtig konge. Vi kan derfor konkludere at Danmark havde det hårdt i tidsrummet 1660-1784, i forhold til andre europæiske lande.

Christian den 7 

Christian den 7 blev født i 1749, og overtog tronen som 16 årig. Han led af sindssygdommen skizofreni, hvilket gjorde ham utilregnelig som konge. Han tog på adskillige drukture med en prostitueret kvinde, og de hærgede byens bordeller og tæskede pigerne. 

Johan Friederich blev hans personlige livslæge, og senere ansat ved hoffet. Han fik overtalt Christian den 7 til at underskrive adskillige aftaler, og fik dermed sat sig selv i en meget magtful position. Han gennemførte en lang række reformer, men blev til sidst arresteret, og dødsdømt for magtmisbrug og majestætsfornærmelse.